Ortopædiens historia i Danmark

Om den ortopaediske kirurgis udvikling i Danmark

Aage Randløv

Aage Randløv. Fhv. overlæge ved ortopædkirurgisk afdeling, Odense, Danmark.
Viden om den historiske udvikling vil i al almindelighed være en forudsætning for at forstå de nutidige forhold. Når vi vil beskæftige os med den ortopædiske kirurgi i Danmark gør der sig desuden særlige, interessante forhold gældende, idet dette lægelige speciale her i landet har udviklet sig indenfor ret fastlagte rammer. De strømninger og ud- viklinger der udenfor disse rammer har været i de medicinske specia- ler, i vanføreforsorgen, i den sociale forsorg og revalideringen er så i epoker brudt gennem rammerne og har derved formet specialet.
Da den ortopædiske kirurgi herhjemme er blevet til og op til den nyeste tid har hørt hjemme i institutionen med det noget kantede navn “Samfundet og Hjemmet for Vanføre” er det naturligt at fortælle lidt om denne institutions tilblivelse.
Den 21. oktober 1872 holdtes i København på pastor Hans Knudsens initiativet møde, hvor man stiftede et “Samfund, der vil antage sig vanføre og lemlæstede børn”. Blandt stifterne bemærker vi overkirurgen fra Kommunehospitalet i København Valdemar Holmer. Planen var at komme de vanføre og lemlæstede til hjælp ved behandling på institutionens klinik for derigennem så vidt muligt at sætte dem i stand til at arbejde og derefter gennem institutionens skole at søge dem uddannet til en for deres evner og kræfter passende virksomhed. Her møder vi for første gang herhjemme en ganske klar og dækkende formulering af det begreb, som opstod 80 år senere: revalidering.
Det første år blev behandling og hjælp til de vanføre børn givet af bestyrelsens læger i disses hjem, men allerede i 1873 kunne man åbne en lille poliklinik i et lokale i Vartov i København. 1874 startedes en undervisning, idet lamme og enhåndede piger instrueredes i håndarbejde.
Allerede 1878 var klinikken i Vartov blevet for lille og man flyttede ; til Krystalgade 28. Den første læge, dr. Barfod, afløstes nu af dr. Levy. Fra 1880 optog man også voksne vanføre. 1885 møder vi et navn, som mange vel endnu kender: dr. Panum.
Udvalget af fag i hvilke der kunne ydes oplæring voksede og giver os et billede af tidens håndværk: sækkesyning, nålemagerarbejde, børstenbinder- og kurvemagerarbejde, billedskæring, vævning, snedker- og skomagerarbejde.

Poul Guildal (1882-1952). Overlæge i Samfundet og Hjemmet for Vanføre 1919. Overlæge på Ortopædisk Hospital 1936-1950. Socialoverlæge 1950-1952.
I de første år var bandagering den eneste behandlingsform, man rådede over. Operationer kunne nok en gang imellem være indicerede, de foregik på byens hospitaler. Da det var ønskeligt at disponere over sengeplads til de udenbys patienter, der kom til bandagering, oprettedes, i 1886 en “opholdsstue” med 3 senge. Disse 3 sengepladser er den første spæde begyndelse til “Hjemmet for Vanføre”. Vi møder dog først denne betegnelse 1888, hvor man flytter til Stormgade og udvider til 12 sengepladser.
I slutningen af 1800-tallet optages stadig flere aktiviteter, hvorfor man rejser ønsket om egen ejendom. 1896 erhverves ejendommen Esplanaden 34-36 (dengang Toldbodvej) og man kunne nu samle alle virksomhederne:
Klinik med bandageri, Skolen for “Enhåndede og lammede”, Arbejdsstuerne og “Hjemmet”.
Netop i disse år opstår det speciale, vi nu taler om. Læger, som virkede ved bandager og gymnastik og kirurger, der opererede for sygdomme i bevægelsessystemet slog sig sammen og kaldte sig “ortopæder”.
1898 oprettes “Barneskolen”, skole for vanføre børn. Kort tid efter begynder undervisning i elementære skolefag som aftenundervisning. 1908 sammensluttes “Samfundet” og “Hjemmet” til “Samfundet og Hjemmet for Vanføre”. Vi har så her forklaring på det noget snørklede navn. Samme år oprettedes en fuldstædig ortopædisk-kirurgisk klinik på Toldbodvej. Panum blevoverlæge. Klinikken omfattede poliklinik,
sengeafdeling, operationsstue, gipsestue, gymnastik- og massageafdeling, m foto- og røntgenafdeling samt bandageriet.

Aage Berntsen (1885-1952). Dr. med. 1925. Reservekirurg Rigshosp. 1920-24. Ass. læge Ortop. Hosp. Kph 1924-30. Poliklinik chef O.H. 1930. Avd. læge 1935. Overlæge 1947-52.
1912 får vi en af de første store epidemier af børnelammelse. Medens tidligere ca. 5 % af de foretagne operationer var for følger efter børnelammelse, var i 1913-14 55 % af samtlige operative indgreb rettet mod disse følger .
1919 trådte professor Panum tilbage efter i 34 år at have virket for de vanføre. Hans efterfølger blev Poul Guildal.
Også udenfor Samfundet og Hjemmet for Vanføre blev der præsteret pionergerning indenfor ortopædien. Slomann udøvede på sin privatklinik på Frederiksberg en for sin tid meget omfattende og avanceret ortopædisk kirurgi. Hans assistent var Bentzon, der senere overtog klinikken -og som siden blev den egentlige grundlægger af jysk ortopædi som chef for Ortopædisk Hospital i Aarhus.
I socialreformen 1933 -til hvilken Steinckes navn er knyttet – møder vi så for første gang en faktor, der udefra griber ind i den f. jævne udvikling, der hidtil fandt sted indenfor ortopædi og vanføreforsorg.
Den ved reformen indførte særforsorg indebar at staten afholdt samtlige omkostninger. Dette gjorde, at pladsforholdne på Toldbodvej ikke slog til. Man byggede nu det nye ortopædiske hospital ved Lyngbyvej i København, det blev med sine 225 sengepladser og med alle moderne behandlingsfaciliteter taget i brug 1935. Guildal var fortsat eneoverlæge og var dette indtil 1947. Åge Berntsen og Sven Kiær var afdelingslæger. Et billede på udviklingen: 1975 var der i institutionen ansat 34 overlæger .

Sven Kiær (1894-56). Dr. med. 1925. Reservelæge på Rikshosp. kir. afd. og fødeafd. 1919-1930. Kirurg ved Dr. Louise Børnehosp. 1930- 1931. Ass. Ort. Hospital 1931-32. 1. reservekirurg Kommune hosp. 1932-35. Avd. læge Ort. Hosp. 1935 -47. Overlæge Ort. Hosp. 1947- 56.

Indtil omkring 1933 var kun ca. 1/10 af klientellet hos S. og Hj. f. V. fra landsdelene vest for Storebælt. Det var derfor indlysende, at der bestod et stort udækket behov. For at imødekomme dette etableredes der 1936 på det gamle Amtssygehus i Aarhus en interimistisk klinik, samtidig med at man begyndte bygningen af det ortopædiske hospital på Randersvej. Bentzon blev den første overlæge. Med den for Bentzon karakteristiske handlekraft blev hospitalet -næppe færdiggjort – taget i brug for næsen af den tyske besættelsesmagt 1940.
Efter den anden verdenskrig fortsatte ekspansionen. I 1951 oprettedes afdelinger af S. og Hj. for V. i Aalborg, Kolding og Odense. Siden kom afdelingerne i Sønderborg, Holstebro og Næstved. Polioepidemien i 1952 gav anledning tiloprettelse af det fysiurgiske hospital i Hornbæk. En tilsvarende afdeling fandtes i Hald ved Viborg.
Udviklingen på afdelingen i Odense giver et meget godt billede af det forrygende tempo i denne epoke. 1952 begyndte man beskedent i en gammel træbarak med ambulatorium. Det følgende år blev der mulighed for ortopædisk kirurgi, idet man overtog en lille sengeafdeling på det katolske Sct. Josephs hospital. 1956 flyttedes ambulatorium og bandageri til et nybygget kompleks ved sygehuset sammen med den nyoprettede Arbejdsklinik. 1962 flyttedes operations- og sengeafdelingen til det nybyggede sygehus i Odense, hvor man nu efter nye udvidelser råder over 105 sengepladser .
Gennem 50- og 60-erne har det billede stadigt tydeligere udkrystalliseret sig, som vi i dag har af dansk ortopædi. Den alt dominerende gruppe af lidelser udgøres af de traumatiske beskadigelser og deres følgetilstande. I næste række kommer de lidelser, som kan sammenfattes under begrebet “gigtlidelser”: arthroserne, arthriterne og discussygdommen. Amputationsproblemerne rykker stadigt højere op i rækken, dels på grund af den øgede levealder, dels fordi forfinet diagnostik og kirurgisk teknik åbner mulighed for bedre resultater. Vi er igennem denne udvikling nået frem til definitionen af den ortopædisk kirurgi af i dag: et lægeligt speciale, der omfatter den del af kirurgien, som tager sig af bevægelsessystemets lidelser, hvad enten de er akutte eller ikke- akutte.
I 60-erne begyndte der at ske noget fra officielt hold. Og ejendommeligt nok kom stødet fra den såkaldt “almenkirurgiske” side. På nogle af landets sygehuse havde der udviklet sig såkaldt ekstremitetskirurgiske afdelinger, der overvejende tog sig af den akutte traumatologi. Læger, hvis hoveduddannelse var sket på disse afdelinger, rejste ønsket om speciallægeanerkendelse inden for dette felt. Til alt held fandt kirurger og ortopæder hinanden og gav 1962 medicinaldirektøren anledning til at nedsætte et udvalg. Fra dette kom 1964 betænkningen om “oprettelse af et nyt lægeligt speciale”. Dette nye speciale skulle omfatte såvel ekstremitetskirurgi som klassisk ortopædi og skulle benævnes “ortopædisk kirurgi”.
1967 blev dette klart formuleret i “Betænkning om den fremtidige organisation af ortopæd-kirurgiske afdelinger ved landets sygehuse”. Her tager man den fulde konsekvens af udviklingen: “Der oprettes ortopæd-kirurgiske afdelinger ved næsten samtlige centralsygehuse.
De eksisterende ortopæd-kirurgiske afdelinger samt de ortopædiske hospitaler overdrages til det kommunale sygehusvæsen”.
Det trak imidlertid ud med at realisere planerne i praksis. Man måtte derfor tage lokale initiativer. På Odense sygehus indledtes således i 1971 et samarbejde mellem sygehusets afdeling for akut traumatologi Ø og afdelingen for klassisk ortopædi O under S. og Hj. for V., et samarbejde som betød et meget langt skridt mod det ønskede mål, som endeligt blev nået 1′ januar 1978, da den ortopædiske kirurgi samledes under den lokale sygehusadministration. En lignende udvikling fandt sted i Aalborg 1972, hvor Samfundet og Hjemmet for Vanføres afde- ling fik fælles vagt og rotationsordning på reservelægeplanet med kirurgisk afdeling O ved sygehus syd.
Til slut nogle ord om den akademiske ortopædiske kirurgi. Danmarks første professorat i faget oprettedes 1957 ved Rigshospitalet i København. Arne Bertelsen blev professor. I 1958 blev Eivind Thomasen professor i Århus. Ved det i 1966 nyoprettede medicinske fakultetet i Odense, påbegyndtes klinisk undervisning i ortopædisk kirurgi 1970. Et lektorat er siden 1976 beklædt af Harry Sørensen. At traumatologien inkorporeredes i det ortopædiske speciale skyldes i høj grad Bertelsens indsats. I vor epoke har Eivind Thomasen været det store kirurgiske navn indenfor den klassiske ortopædi i Danmark.

Erindringer om ortopaeder i Danmark efter 1933
Eivind Thomasen
Eivind Thomasen. Professor emerit. dr. med. Fhv. overlæge og professor ved ortopædisk hospital i Aarhus.
1933 blev jeg læge fra Københavns Universitet, og under studiet havde jeg ikke truffet ortopæderder var ingen studenterundervisning i dette fag.
1927 så jeg professor Herman Slomann, som var ophørt med sin privatklinik 1926. Han havde drevet denne klinik fra 1901 og havde været den første ortopædkirurg i Danmark. På hans klinik blev uddannet en række af de ortopædkirurger, som jeg senere fik nærmere kendskab til: Poul Guildal (1909-1911), Erik Abrahamsen (1913-1917), P. G. K. Bentzon (1917-1!)19) og Anton Monberg (1919-1921).
I 1922 blev P. G. K. Bentzon medejer af Slomann’s klinik og drev den som eneindehaver fra 1926-1936, da han blev overlæge ved ortopædisk Hospital i Århus. Jeg erindrer Slomann som en lille hvidhåret herre, som var interesseret i om studenterne var højre- eller venstre- håndede.
Da jeg var på mit sidste halve år af studiet, var jeg med 11 andre studenter i Århus een måned og hørte forelæsninger hos en række overlæger. BI.a. hørte vi nogle forelæsninger om forskellige ortopædiske emner af Erik Jensen, som havde været assistent hos Guildal på Samfundet og Hjemmet for Vanføres klinik i København, inden han nedsatte sig som privat specialist i Århus 1923. Da jeg blev kandidat i 1933 og blev assistent på Århus Universitets normal anatomiske institut og på patologisk anatomisk institut, assisterede jeg Erik Jensen ved visse ortopædiske operationer -bl.a. resection af n. obturatorius, som var kirurgisk behandling for arthrosis coxae. Erik Jensen var efter mit skøn ikke nogen særlig kyndig ortopædkirurg, men han var den eneste i Jylland, og derfor havde han et stort klientel -spec. fra Århus, hvor han havde overenskomst med sygekasserne. Der blev leveret mange indlæg til stor glæde for bandagisten, som var fast stationeret i et baglokale, når Erik Jensen havde konsultation. Da han ophørte i 1936, kunne han opgive sin lægegerning og leve som rentier og kunstmaler . Jeg tror ikke, at dette med maleriet blev til ret meget. Åge Berntsen sagde med et skævt smil, at han var kunstmaler med ført hånd.
Erik J ensen var en rar mand, og hans personale kunne lide ham, men han havde ikke evner for videnskabeligt arbejde og kunne derfor ikke konkurere på lige fod, da overlægestillingen i Århus skulle besættes i 1936.
I 1937 kom jeg som kandidat på det nye Ortopædiske Hospital i København, som var blevet indviet i 1935. Poul Guildal var chef og Åge Berntsen og Sven Kiær var afdelingslæger med hver en halvdel af afdelingen. Guildal var superviserende og tog sig en hel del af de sociale problemer. Guildal var dengang det, man kan kalde bred og tung. Under min kandidattjeneste fik vi indlagt en tidligere sygeplejerske frk. Fiedler fra Samfundet og Hjemmet for Vanføre i Panums tid -før Guildal blev overlæge i 1919. Hun var blind, og hun talte om den flotte Poul Guildal -og mente at der burde rejses en statue af ham foran hospitalet; hun kunne jo ikke se Guildals figur, som han så ud i 1937.
Guildal havde en særlig evne til at vige udenom problemer, hvor han skulle gå i brechen for noget, som ville skabe modstand. Jeg tror, at det var årsdagen til affæren med Åge Berntsen, som havde fundet sted i 1935.
Da Samfundet og Hjemmet for Vanføre’s klinik flyttede fra Toldbodvej (nu Esplanaden) i København ud til Lyngbyvej, skulle der udnævnes 2 afdelingslæger, og Guildal skulle være chef. Berntsen havde været klinikchef på Toldbodvej fra 1930 til 1935, og han havde disputeret. Sven Kiær havde været assistent en periode fra 1930 til 1932 på Toldbodvej og havde været 1′ reservekirurg på K. H., V. afd. efter Dahl Iversen, som blev professor på Rigshospitalet i 1935.
Det nye Ortopædisk Hospital blev bygget med støtte fra Forsikrings- selskaberne -hvor Sven Kiærs svigerfar -direktør Benny Dessau – spillede en stor rolle, og hospitalet var planeret til at skulle behandle både tilskadekomne og patienter med de klassiske ortopædiske lidelser efter det angelsaksiske mønster for orthopaedic surgery.
Ved besættelsen blev udnævnt Sven Kiær og P. G. K. Bentzon, som sad som indehaver af Slomann’s klinik. Berntsen blev ikke udnævnt til trods for lang og tro tjeneste på Toldbodvej som klinikchef. Åge Berntsen følte sig meget skuffet over denne afgørelse og mente, at det var Guildal, som havde svigtet ham. Han gik nu op til daværende socialminister K. K. Steincke -under hvem vanføreforsorgen sorterede – og han ændrede bestyrelsesbeslutningen og dikterede, at Åge Berntsen skulle ansættes i stedet for P. G. K. Bentzon. Samtidig havde man allerede planlagt et Ortopædisk Hospital i Århus, og Steincke sørgede for at P. G. K. Bentzon blev udnævnt tiloverlæge ved det midlertidige Ortopædiske Hospital, som startede i efteråret 1936 i det tidligere Amtssygehus. Det nye hospital blev bygget lige inden 1940 og taget i brug i efteråret 1940. Åge Berntsen har fortalt mig, at da han blev forbigået i det han kaldte -spillet i rytteriet “en hest for lidt” – havde man regnet med at Monberg, som dreven ortopædisk klinik på Sct. Joseph Hospital i København, skulle til Århus og at Erik Jensen skulle have Monberg’s Klinik i København. Steincke ændrede sagen, så det blev Erik Jensen, som tabte i spillet “en hest for lidt”, og det var efter mit skøn den retfærdigste løsning.

P.G.K. Bentzon (1891-1974). Dr. med. 1922. Overlæge på Ortopædisk Hospital i Århus 1936-1952.
Denne affære forårsagede, at der under den pæne og hyggelige tone på OH.K. var en noget kølig atmosfære. Jeg husker, at Berntsen engang -da Guildal havde en rund dag -vistnok fødselsdag -sagde til mig, som gjorde tjeneste som vikar for 1′ assistent. ” Jeg er syg på torsdag” da festen skulle holdes. Berntsen blev væk fra afdelingen, og Sven Kiær var for engangs skyld så optaget i ambulatoriet, at han ikke havde tid til at deltage i den store frokost, som blev afholdt; og da den ene personalegruppe efter den anden stod op og hyldede Guildal, måtte jeg i mangel af de overordnede læger stå op og holde en lille hyldesttale til Guildal på lægernes vegne.
Guildal var en kyndig ortopæd. Jeg så ham ikke operere ret meget. Han var meget elsket af personalet og af patienterne, og jeg kunne godt lide ham.
Berntsen var et elskeligt menneske, han var en meget forsigtig ortopæd og en omhyggelig operatør. Berntsen var ikke særlig interesseret i nye ting, så afdelingen blev drevet efter gamle principper.
Berntsen var meget vittig, og det var ofte en munter frokost, når Berntsen sad ved vinduesenden af bordet og kom med små bemærkninger. Han var digter af format, og han malede udmærkede billeder, hans nærmeste medarbejdere af og til blev begavet med. Hans så tegninger af staben ved OH.K. er meget morsom.

Anton Monberg.
Sven Kiær var helt modsat Berntsen. Han var lang og dynamisk – lidt flot i sin levemåde. Dette skyldtes nok, at han var gift med en datter af Tuborgs direktør. Det var årsag til, at han vakte irritation hos flere af kirurgerne i København og specielt hos Dahl Iversen, som bestemt ikke gouterede Sven Kiær. Da jeg i 1938 kom ind på R.H.’s Poliklinik fra OH.K., blev jeg modtaget med “Du kommer fra ham avisortopæden”. Denne benævnels,e skyldtes, at Sven Kiær havde tid været interviewet i en avis. Det var tydeligt, at professoren i kirurgi ikke så med sympati på den plan, som existerede med modtagelse af i skader i OH.K. Medens jeg var på OH.K., fik vi kun skaderne fra til Tuborg -og de forsvandt også, så at hospitalets funktion blev den klassiske ortopædi, indtil der i 60-erne blev oprettet en håndkirurgisk afdeling -som fik acute skader på hænderne.
Sven Kiær var det man kalder novofil -han var interesseret i at prøve nye behandlinger -og det var her jeg første gang stiftede bekendtskap med sympaticus-kirurgi og posttraumatisk dystrofi. Sven Kiærs interesse for sympaticuskirurgi var årsag til, at jeg skrev disputats om myotoni. Jeg skulle en dag modtage en patient, henvist fra en lår neurolog, til behandling for kolde hænder. Da jeg sagde goddag, kunne han ikke slippe min hånd, og jeg konstaterede derved mit første tilfælde af dystrofia myotonica. Patienten blev ikke opereret, men jeg fik øjnene åbnet for det, som jeg skrev min disputats om.
Sven Kiær var meget kirurgisk interesseret og foretog bl.a. en del plastisk kirurgiske operationer .
På den tid var der en udstilling på kunstmuseet bl.a. med fransk skulptur og Picasso’s billede Guernica. Blandt de franske skulpturer var der nogle kvindefigurer med opadstræbende mammae, og jeg husker at Guildal kommenterede resultatet af mammaplastik med “man skulle tro, at Kiær har brugt de franske statuer som model”. I virkeligheden interesserede Kiær sig meget lidt for de egl. ortopædiske problemer som f.eks. fodlidelser, han ville helst være “stor-kirurg”.
Medens jeg var kandidat på Ortopædisk Hospital i København, havde hospitalet besøg av British Orthopaedic Association, og jeg så her en række af de engelske toportopæder – Harry Platt -Seddon – Girdlestone – Dennis Brown – Osmond-Clarke, men som ganske ung havde jeg ikke nogen personlig kontakt med disse koryfæer. jeg er dog med på fotografiet, som blev taget af hele forsamlingen. Dette billede har jeg fået af Osmond-Clarke for nogle år siden.
I 1938 blev der en stilling som reservelæge ledig i det midlertidige Ortopædiske Hospital i Århus, og Guildal opfordrede mig til at søge stillingen.
jeg skulle til Århus for at besøge min far, som var syg, og benyttede lejligheden til at aflægge overlæge P. G. K. Bentzon et besøg; det var første gang jeg så ham. Vi havde en længere samtale, og jeg rejste mig for at gå. Da sagde han -farvel dr. Heide Jørgensen -den senere overlæge i Svendborg. Det må til Bentzon’s undskyldning siges, at Heide Jørgensen og jeg lignede hinanden.
jeg fik alligevel stillingen, og inden jeg tiltrådte, var jeg for første gang på kongres i Nordisk Ortopædisk Forening i september 1938.
Mødet i Stockholm var arrangeret af Asplund og blev holdt på Eugeniahemmet nedenfor Vanføreanstalten på Norrbacka -vi var 38.
jeg husker den livlige diskussion, der var mellem P. G. K. Bentzon og Waldenström om behandling af epifysiolysis coxae. Bentzon mente, at man med forceret indadrotation kunne reponere caput. Waldenström havde ret, da han sagde, at Bentzon kun havde taget a.p. billede og derfor ikke kunne bevise, at det var sket en reposition.
Det var hyggeligt at møde de yngre svenske ortopæder -Friberg, Wiberg, Lindström og Severin og nogle af den ældre generation – Waldenström, Silfverskjold, Nilsonne, Sv. Johansson, von Rosen og
fra Finland Fabian Langenskiöld.
Af danske var der Guildal, Bentzon, Berntsen og Monberg, og jeg var den eneste af de yngre.
Efter dette møde i Nordisk Ortopædisk Forening blev jeg i Stockholm for at studere knoglehis!tologi hos Häggqvist, og oktober 1938 blev jeg reservelæge hos P. G. K. Bentzon.
Jeg var 2 år i Århus fra 1938-1940 og havde en udmærket lærer i Bentzon. Han havde bevaret mange af Slomann’s traditioner -f.eks. hele gipstekniken med filtbeskyttelse på hæl og ankelknoer, og man kan godt sige at Bentzon var den mest progressive danske ortopæd. Han rejste meget til møder i SICOT og British Orthopaedic Assosiation. Han var lidt hastig i sine udtalelser til de jydske patienter, som ikke altid kunne tage Bentzon’s københavnske facon. Jeg sad engang med et barn, og talte med faderen om operation. Bentzon kom ind -så barnet – og rablede noget af sig i en fart om, at barnet skulle opereres. Den jydske far forstod det nok, men blev umiddelbart stødt over måden det blev sagt på. Han sagde sindigt “Ka’en nu osse tvinges til det”. Bentzon røg ud af døren -rystende på hovedet -og jeg måtte tale med faderen, så at det blev ham der bad om, at barnet skulle opereres.
Bentzon var tydeligvis præget af at være kommet fra et københavnsk bourgeoisimilieu. Han havde lidt svært ved at beskæftige sig på lige fod med såkaldte jævne mennesker, og allerede i denne periode 1938- 1940 var han ofte, hvad jeg vil kalde submanisk.
Da jeg i 1946 igen kom til OH.A., var det fordi Bentzon var kommet i en alvorlig depressionstilstand og efter den tid var han ret ofte præget af den manio depressive psykose, som bevirkede, at han måtte sygemeldes i 1951.
I 1947 blev jeg afdelingslæge i OH.A., og Bentzon og jeg havde et fortrinligt samarbejde. I 1949 var jeg 1/2 år i U.S.A., og da jeg kom hjem i august, var Bentzon igen blevet syg med depression. Jeg havde nu ca. 1/2 år, hvor jeg var chef og kunne indføre alle de forskellige nyheder, jeg havde lært. Da Bentzon vendte tilbage ved nytårstid 1950, var jeg meget spændt på, hvad han ville sige til alt det nye -scoliose- kirurgi -hoftekirurgi -håndkirurgi -spastikerbehandling o.m.m. Bentzon’ s reaktion var en blank anerkendelse af, at det var metoder , som vi skulle bruge. Det viste ham som den kloge person, som satte faget over personlige ambitioner.
Desværre fortsatte sygdommens udvikling, så han måtte slutte april 1951 og efter 1 års konstitution, blev jeg chef for OH.A. i april 1952.
Dette er en formløs beskrivelse af mine lærere i faget ortopædi, og det er ganske ejendommelig at tænke på den store udvikling, der er sket -både kvalitativt indenfor faget og kvantitativt med alle de, som nu hører under faget ortopædisk kirurgi i Danmark.

Kontakten med britisk ortopædi
The British Orthopaedic Travellers Association
Erik Hjalmar Larsen
Erik Hjalmar Larsen, overlæge, dr. med. Rigshospitalet, ortopækir. afdeling, Køben- d havn, Danmark.

Den sidste generation af danske ortopæder har kun i ringe omfang haft faglig forbindelse med landets sydlige nabo. De ortopæder, der uddannedes fra 30-erne og fremover har, udover Skandinavien, i særlig grad søgt de udenlandske kontakter vestpå, i England og USA.
Kort efter 2. verdenskrig etableredes af staben på Royal National Orthopaedic Hospital i London et, siden årligt tilbagevendende, “Course for Continental Surgeons”. Disse kurser har indledt mange faglige forbindelser og venskaber mellem britiske og skandinaviske ortopæder og de har bidraget til at forstærke fornemmelsen af samhørighed mellem britisk og nordisk ortopædkirurgisk “way of living”.
En hel speciel kontakt skabte briterne i 1962 ved dannelsen af deres ortopædiske rejseklub, der senere kom til at hedde Tke Britisk Ortkopaedic Travellers Association (B.O.T.A.). Unge danske ortopæder var indirekte årsag til initiativtageIsen til denne rejseklub, som det vil fremgå af nedenstående beretning af E. A. Nicoll, der dengang var ortopædkirurg i Sheffield.

Dear Hjalmar, 20th October, 1978.
You asked me to give you some information about the British Orthopaedic Travelling Association.
The club was “conceived” in Copenhagen in 1959 after a meeting of the Danish Orthopaedic Association to which I had been invited. After the official dinner John Mortens invited a few of us to his home to listen to music on his superb hi-fi equipment. I think those present were yourself, Bang Rasmussen and Knud Jansen as well as John and me.
During the music you and John started an argument about slipped upper femoral epiphysis. By midnight, and after a couple of bottles of whisky, everybody had joined, and the general state of euphoria was such that everybody was talking at once and nobody was listening to what the other chap was saying.
I was trying to listen to Brahms 4th Symphony, and by the time it approached the last movement, which to me is one of the greatest masterpieces of all time, I was so frustrated by the background noise that I appealed for silence and a postponement of the argument. In my euphoria and irresponsible state, I apparently offered in exchange to bring to Denmark the “cream of British orthopaedics” and continue the
argument in more sober surroundings.
The next morning John Mortens reminded me of my rash promise and said I had thrown in the Halle Orchestra for good measure. I really can’t remember if I did or not, but certainly Brahms 4th was one of John Barberolli’s favourites and he was a very old friend of mine. John let me off the Halle but insisted on the rest of the bargain.
When I got back home I began to wonder how on earth to select the cream of British orthopaedics. And then it suddenly occurred to me that the choice had already been made – membership of the Editorial Board of te Journal. So I approached my fellow members and fifteen said they would come. It was originally envisaged as a single visit and in fact took place in Copenhagen (with a visit to Malmö) in May 1961.
You will remember that meeting because you were there. It was so successful that we decided to form ourselves into a travelling club and visit different countries in Europe every year. Later we decided to hold a meeting every fourth year in Britain to which we would invite delegates from each country we had visited.
Over the years we have visited eight countries, including Denmark and Greece twice each. There have been four meetings in Britain -if you count Thurlestone next May -and you have been to all of them.
The club has retained its selectivity and limited fiefibership based on past or present membership of the Editorial Board and has, I think, done a lot to create and cement friendships all over Europe. So you Danes played quite a part in it. You were responsible for its conception and acted as midwife at its birth.
Later still John Mortens had the idea that to commemorate this unusual story we should have a musical evening at each meeting at which I should give an illustrated talk and somehow or other bring Brahms into it. This subsequently became known as the Brahms Memorial Lecture (we elected Brahms posthumously as an Emeritus founder member and the key signature of the 4th Symphony in E minor is in our coat of arms).
The first of these lectures was in England when I talked about the famous Brahms/Billroth friendship as another example of the union of music and surgery, and analysed the last movement of the 4th Symphony.
The second was in Odense when I also talked about Brahms and did the variations on St. Anthony Chorale (in a rather exotic setting in that old castle).
The third was in Helsinki (Sibelius) and the fourth at Thurlestone when it was Elgar and a return to the friendship theme illustrated by the Enigma variations.
Yours sincerely,
E. A. Nicoll

P .S. ” Active” members are still restricted to 25 but we allow members to stay on after retiring as “Emeritus” members, so this brings the present total up to 35.

Det i beretningen omtalte møde i København i 1961, der suppleredes med et døgns møde i Lund og Malmø, blev prototypen på de møder, som B.O.A. T. – der først konstitueredes året efter – senere har gennemført i 7 andre lande. Ideen er, at Briterne anmoder ortopædiske kolleger fra et land, de ønsker at besøge, om at arrangere et fagligt møde, hvor begge parter kan bidrage med deres specialiteter .
Ved det præliminære møde i København i 1961, der afholdtes på Ortopædisk Hospital, havde Briterne naturligt nok ønsket at høre om vore resultater ved behandling af epifysiolysis coxae, og endvidere havde de bedt om at høre om vore erfaringer i behandling af de mange poliotilfælde fra epidemieroe i 1952 og 1953. I Lund-Malmø var det specielt myelografi og EMG-undersøgelser ved discusprolaps, der skulle præsenteres.
10-året for B.O.A.T.’s stiftelse celebreredes ved en repetition af mødet i Danmark, dennegang afholdt på Nyborg Strand under Odense- ortopæderoes værtskab. To andre møder har været afholdt i Skandinavien, 1967 i Sandefjord i Norge, hvor Alvik og hans stab var arrangører, og 1973 i Helsingfors med Anders Langenskiöld og Riska som værter. I Sandefjord var det traumatiske problemer, der domierede ved møderne om formiddagen og om aftenen, mens eftermiddagene i strålende sommervejr tilbragtes med sejlsport, badning og andre naturoplevelser. I Helsingfors, hvor vi var indlogeret på Fiskartorpet, drøftedes især pædiatriske problemer, Langenskiöld redegjorde for sine eksperimentalkirurgiske indgreb på epifyselæsioner, og Riska demonstrerede organisation af skadebehandling på Ortopædisk Traumatisk Sygehus. Også her blev fritiden udnyttet til uforglemmelige oplevelser, med sejlture lande i skærgården og kulinariske overraskelser.

E. A. Nicoll. Nottinghamshire, England.
Briterne har kvitteret for anstrengelserne, som deres værter i forskellige lande har ydet, ved tre gange at have inviteret værtsfolk og arrangører til B.O.T.A.-møder i England. Det første møde blev lagt i forbindelse med British Orthopaedic Association’s møde i Sheffield 1963, som de fleste af de indbudte først deltog i. Efter dette møde indlogeredes vi en lille uge på et kysthotel i Llandudno i det nordlige Wales. Der var ikke ende på den gæstfrihed, som Briterne udviste overfor os, der dengang kun bestod af en lille gruppe, uden ægtefæller. Blandt andet erindres en gastronomisk oplevelse af de sjældne, da alle gæster var inviteret til middag på en berømt landevejskro, og for at vi ikke skulle lide under de engelske generende lukkelove for bar’er, havde de lejet et ekstra værelse på hotellet, hvor en privat bar kunne være disponibel i tiltrængte tilfælde. Om eftermiddagen var der arrangeret række ture i de Walesiske bjerge, golfspil og fiskeri, som kunne rekreere de er nu, trætte hjerner mellem møderne. De faglige møder var lagt om formiddagene og om aftenen. Også musikaliske oplevelser, som senere blev sædvane ved disse møder, var der sørget for. Walesiske harpespillere og sangkor sluttede et par af aftenerne.
Nogle år senere blev vi, i tilslutning til et B.O.A.-møde i London, inviteret til et B.O.A.T.-møde i kystbyen Hythe, nær Dover. Dennegang var der for første gang inviteret hustruer med, og antallet af gæster fra de lande, som B.O.A.T. havde besøgt var forøget. Det intime samvær, som vi havde haft ved de første møder, kunne måske ikke helt gentages, men fagligt var mødet meget givende. Det var ved denne lejlighed, at den første “Brahms Memorial Lecture”, som Nicoll omtaler, blev afholdt, og det omtalte våbenmærke blev gennemdiskuteret. Den endelige udformning af dette bleven diskantnøgle omslynget af æskulapsslangen.
Et tredie møde blev afholdt i Thurleston, Devonshire i 1974, hvori jeg var forhindret i at deltage. Et fjerde møde er berammet samme- steds i maj 1979.
Udover det direkte og meget vægtige faglige udbytte vi har fået under deltagelsen i disse møder, har det været en stor oplevelse med den daglige, nære kontakt med “the cream of British orthopaedics”, som Nicoll udtrykker det. Hvem det drejed.e sig om? -ja, man kan blot se i “The Journal” ‘s liste over Editorial Board for disse år. Jeg skal i flæng nævne enkelte navne på disse ortopæder af format, som vi blev beriget ved at være sammen med: Sir Reginald Watson-Jones, F. W. Holdsworth, John Charnley, Somerville, Jackson Burrows, P. H. Newmann, Crawford Adams, Lloyd-Roberts, o.m.a. Samtidigt fik vi lejlighed til at lære de inviterede top-ortopæder fra andre europæiske lande at kende.
Det nære kendskab vi ved klub-møderne i B.O.T.A. og ved andre fællesmøder med Briterne fik tilorganisationen af det ortopædiske speciale i Storbritanien har utvivlsomt haft indflydelse i Danmark på den udbygning og udvikling af det ortopædiske speciales funktion, der har fundet sted gennem de sidste 20 år. I Storbritanien har skadekirurgi gennem lang tid været identisk med ortopædisk kirurgi. I Danmark var indtil for ca. 10 år siden praktisk set alle ortopædiske afdelinger knyttet til Samfundet og Hjemmet for Vanføre som særforsorgs- afdelinger, hvorved det ortopædiske speciale i overvejende grad kom til at beskæftige sig med “kold” ortopædi. Først for 10 år siden udvidedes specialet i Danmark til også at omfatte acute beskadigelser i bevægesystemet, under betegnelse ortopædisk kirurgi, og med en meget hastig udvikling findes der nu ortopædkirurgiske afdelinger på en lang række af landets sygehuse, i næsten alle amter. Den traumatiske kirurgi er nu, som vi har lært det af englænderne, integreret i ortopædkirurgien, og samtidig har vi lært at gå ind for sideordnede overlæger i lighed med de anglosaksiske consultants, som får selvstændige arbejdsområder og derved skaber mulighed for udvikling af subspecialer.